Synsnerven (lægelatin: nervus opticus, n. opticus) er den 2. hjernenerve og leder synsindtryk fra nethinden til hjernens synscentre. Den består af ca. 1,2 millioner myeliniserede axoner, der udgår fra gangliecellerne i retinas stratum ganglionare. Fibrene forlader orbita gennem canalis nervi optici. Synsnerven adskiller sig fra de perifere nerver ved at være omgivet af alle tre hjernehinder, og subarachnoidalrummet ledsager nerven helt ud til discus nervi optici. Derfor betragtes den ofte som en fremskudt del af centralnervesystemet, dvs. hjernen, snarere end som en egentlig perifer nerve.[1]
Synsbanen fører impulserne fra retina gennem nervus opticus til chiasma opticum, hvor en del af fibrene krydser til modsat side. Herfra fortsætter banerne i tractus opticus og videre gennem radiatio optica til den primære synscortex i occipitallappen, især area V1, også kaldet area striata. Denne delvise krydsning medfører, at en ensidig læsion af nervus opticus eller de mere centrale synsbaner ikke nødvendigvis giver et fuldstændigt synstab på samme side, men derimod udfald, som afhænger af læsionens placering i synsbanens forløb.
Dens apparente udspring findes ved chiasma opticum, som ligger ventralt i den forreste del af diencephalon.[1]
Se også
Referencer
- 1 2 Rath, Martin Fredensborg; Møkker, Morten (2020). Centralnervesystemets anatomi (1. udgave). Roskilde: FADL's Forlag. s. 190. ISBN 978-87-93590-50-2.
 | Søsterprojekter med yderligere information: |
