Statskuppet i Gabon 2023 var et statskup foretaget onsdag 30. august 2023, hvor militæret hævdede at have overtaget magten i Gabon efter Ali Bongo, der i den foregående weekend havde vundet valget med 64,27% af stemmerne.[1][2] Kupmagerne indsatte lederen af den afsatte præsidents præsidentgarde som nyt statsoverhoved.[3]

Forløb

Militæret anser imidlertid ikke valgresultatet som værende troværdigt og har derfor annulleret resultatet, for at "forsvare freden ved at sætte en stopper for det nuværende regime".[1] Blandt andet fordi der ikke var udenlandske valgobservatører, internettet var begrænset (i tre dage[2]) og der var udstedt udgangsforbud.[1] Udgangsforbuddet skyldtes ifølge Stig Jensen (lektor ved Center for Afrikastudier på Københavns Universitet), at "myndighederne forudså utilfredshed med resultatet".[4] Ifølge Holger Bernt Hansen (professor emeritus på Center for Afrikastudier på Københavns Universitet) har der været valgsvindel i forbindelse med valget. Han hævder også, at kuppet har været forberedt op til valget, og at det i modsætning til de øvrige kup i Afrika er de samlede væbnede styrker, der står bag kuppet.[4] Kuppet er det ottende af sin slags i det centrale og vestlige Afrika siden 2010.[4]

Ifølge militæret er den kuppede præsident sat i husarrest sammen med sin familie, mens en af hans sønner er anholdt for landsforræderi.[5] Bongo-familien har siddet på magten i 56 år. Ali Bongo overtog ved sin tiltræden magten efter sin far, Omar Bongo.[6] Senere har han dog fået lov til at forlade landet.[7]

Der blev under kuppet hørt skud i gaderne, og der var feststemning i gaderne efterfølgende.[8] Kuppet medførte blandet andet, at to oliefirmaer, der opererer i Gabon, er faldet i aktieværdi med hhv. 6.4% og 3,5%.[8]

I forbindelse med kuppet blev alle grænser til landet lukket frem til 2. september.[9]

Udenlandske reaktioner

Kuppet er blevet fordømt af Den Afrikanske Union, der har indkaldt sit freds- og sikkerhedsråd, hvor Burundi, Senegal og Cameroun vil deltage.[10] Derudover er kuppet fordømt af Frankrig, Rusland og Kina.[10] Forsvarsministrene for Den Europæiske Union samledes senere på dagen til et uformelt møde om kuppet.[11]

Fremtiden

Den militære junta, der overtog magten efter kuppet har planer om at afholde et nyt valg efter to år.[12]

Referencer

Spire
Denne artikel om Afrikas historie er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at .