En salme (af græsk ψαλμός, psalmos, en sang til strengespil) er en religiøs sang, der er beregnet til gudstjenester og andre kristne forsamlinger, og som typisk indeholder et kristent budskab eller en lovprisning af Gud. Salmen blev oprindeligt sunget af et kor, men siden af hele menigheden. Den var en måde at inddrage hele menigheden i en for dem uforståelig latinsk prædiken. Ordet anvendes i sin oprindelige betydning om sangene i Salmernes Bog i det Gamle Testamente.
Hvad betegner en salme?
På Den Danske Salmebogs hjemmeside under fanen om Den Danske Salmebogs historie, skriver Jørgen Kjergaard om, hvordan ordet ’salme’ til 1700-tallet betegnede de salmer, som findes i Salmernes bog i Det Gamle Testamente[1]. Ud fra de oprindelige salmer fra Det Gamle Testamente udarbejdede reformationens forgangsmand, Martin Luther, nye kirkesange, som gengav og viderebragte budskaberne fra det Gamle Testamentes Davidssalmer. Samtidig havde bogtrykkunsten vundet frem og gjort det muligt at trykke, videreformidle og udbrede Luthers kirkesange både geografiske og på flere sprog. Betegnelsen ’kirkesangene’ blev med tiden til ’salmer’, og salmebøgerne blev anvendt som undervisningsmateriale og blev brugt til at skabe fællesskab om Luthers nye ideer. Salmerne, som Luther skrev, har i større eller mindre grad været skabelonen for de protestantiske salmer.
Jens Peter Larsen anså tre hovedelementerne for salmer at være lovprisning, bekendelse og bøn.[2]
Erik Skyum-Nielsen påpeger i bogen Salmesang, grundbog i hymnologi fra år 2014 de nutidige diskussioner, der kan være omkring definitionen af, hvad en salme er, og især hvor bibelbaseret en sang skal være, før man kan betegne den som en salme[3]. Skyum-Nielsen skriver, at kirken i dag måske kan fristes til at prioritere formidlings- og reklamehensyn højere end forkyndelsens indhold, muligvis for at fastholde og tiltrække kirkegængere. En salme beskrives af Skyum-Nielsen som "En kollektiv religiøs brugsdigtning på folkesprog, som er egnet til unison afsyngelse ved gudstjeneste og kirkelige handlinger". Altså bør en salme formidle mere eller mindre direkte budskaber fra Bibelen som ved valget af tema, ordvalg eller billedsprog på en sådan måde, at teksten taler på vegne af eller taler til den syngende. En salme bør indeholde følgende fire dimensioner: det poetiske, teologiske, folkelige og musikalske.
Danske salmehistorie
Salmen har en central litteratur- og kirkehistorisk betydning i dansk sammenhæng. I Salmesang påpeger salmehistorikeren Peter Balslev Clausen, følgende: "Siden reformationens gennembrudsår i 1520'erne har menighedens salmesang på modersmålet været konstituerende for luthersk gudstjenesteforståelse. Som følge heraf har salmebøger og salmedigtning været kendetegnende for de evangelisk-lutherske kirker."[4] Parallet hermed bemærker den norske salmeforsker Synnøve S. Heggem, at "salmer har været det rituelle medium frem for noget i den protestantiske religionsform".[5] Danmark har således salmer og salmeoversættelser, som går helt tilbage til reformationstiden. Vi har litteraturhistorisk fire centrale salmedigtere. Thomas Kingo (1634-1703), knyttet til den lutherske ortodoksi, til enevælden og til barokken. Hans Adolph Brorson (1694-1764), stilistisk knyttet til rokokoen og teologisk knyttet til pietismen. N.FS. Grundtvig (1783-1872), knyttet til romantikken og ophav til Grundtvigianismen. B.S. Ingemann (1789-1862), ofte forbundet med biedermeieren.
Historien om dansk salmesang er i vidt omfang historien om de salmebøger, som er knyttet til den danske lutherske kirke – først som statskirke, dernæst som folkekirke. Tilsvarende viser graden af central kontrol med kirken sig i disse salmebøgers status som tilladte (autoriserede) eller foreskrevne (forordnede). Ligeledes er det af vigtighed, hvordan myndighederne har stillet sig i forhold til salmer, der ikke var optaget i autoriserede eller forordnede salmebøger. For eksempel forbydes det i 1826 eksplicit Grundtvig at lade sin menighed synge salmer, han selv har skrevet til 1.000-års fejringen for Ansgars komme til Danmark (Danske Høitids-Psalmer til Tusindaars-Festen), mens det i 1845 stiltiende accepteres, at han uddeler de salmeblade, som sidenhen samles i Fest-Psalmer.
Kirkehistorisk set får en række væsentlige strømninger efterhånden repræsentation i de danske salmebøger. Således viser pietismen sig i Pontoppidans salmebog (Den Nye Psalme-Bog, 1740), mens oplysningstidens teologi får et centralt udtryk i Evangelisk-kristelig Psalmebog.
Se også
Referencer
- ↑ Den Danske Salmebog Online S.4
- ↑ Jens Peter Larsen (1935). "Kirkesalme og Kirkemelodi". Svenskt gudstjänstliv. 10. ISSN 2001-5828. Wikidata Q120694184.
- ↑ Skyum-Nielsen, E. (2014): Salmesangens fænomenologi, i Salmesang: grundbog i hymnologi.
- ↑ Peter Balslev Clausen (2014): "Dansk salmehistorie". I Salmesang: Grundbog i Hymnologi. København: Det Kgl Vajsenhus' Forlag. Side 218.
- ↑ Synnøve S. Heggem: Kjærlighetens magt, maskerade og mosaikk. En lesning af N.F.S. Grundtvigs Sang-Værk til den Danske Kirke. Oslo: Det Teologiske Fakultet. Side 10. Citatet er oversat her.