CS Knowledge Base

Berzelius blev tidligt grebet af kærlighed til kemien, men måtte, tvunget af de daværende forhold ved universitetet i Uppsala, hvor han studerede, uddanne sig som læge, og først da han i 1807 blev udnævnt til professor i medicin og farmaci ved den medico-kirurgiske læreanstalt i Stockholm, hvor han havde virket som adjunkt siden 1802 samtidig med at praktisere som læge, kunne han hellige sig de kemiske eksperimentelle arbejder, der fik stor betydning for kemien.

Med små midler og væsentlig uden hjælp udarbejdede Berzelius, særligt 1810-18, eksakte analytiske metoder til kvantitativ bestemmelse af talrige grundstoffer. Han bestemte ved hjælp af dem atomernes relative vægt og gav dermed et fast grundlag for Daltons atomteori fremsat i 1808. Berzelius betragtede oprindeligt den vægtmængde af et grundstof, der forener sig med l atom = 16 vgtd. ilt, som vægten af dets atom, og i hans første udgaver af atomtalstabellerne er for eksempel de monovalente metallers atomvægte opført med det dobbelte af den virkelige værdi, men ved benyttelse af de efterhånden fremkomne holdepunkter: Gay-Lussacs lov, Avogadros lov, læren om isomorfi og Dulong og Petits lov om atomvarmen lykkedes det Berzelius at opstille et atomvægtssystem, der har stået gennem tiderne. Berzelius' eksperimentelle arbejde var så præcise, at de ændringer, som senere tiders udviklede teknik og metodik, særlig gennem de af Jean-Servais Stas (1860-65) og Theodore William Richards (siden 1906) gennemførte arbejder, har forårsaget i Berzelius' atomvægtværdier, kun er ret ubetydelige.

Den analytiske metodik, han udarbejdede, anvendte Berzelius til omhyggelig fastsættelse af de mængdeforhold, i hvilke grundstofferne forener sig til kemiske forbindelser, der førte ham til opstilling af et mineralsystem på kemisk grundlag (1812) og til eftervisning af, at også de organiske forbindelser følger de atomistiske love (1814). Årsagen til, at grundstofferne forbinder sig efter bestemte vægtforhold, søgte Berzelius i en for atomerne ejendommelig elektrisk polaritet og grundlagde på denne antagelse (1812) sin elektrokemiske teori (udarbejdet i 1819) i forbindelse med den på dualistisk grundlag opbyggede lære, hvor han første gang (1814) benyttede det siden da anvendte kemiske tegnsprog.

For alle Berzelius' teoretiske betragtninger dannede eksperimentet det nødvendige grundlag, og han gennemførte mange mønstergyldige enkeltundersøgelser på forskellige områder, blandt hvilke kan nævnes arbejder om selen, fluorforbindelser, ferrocyanforbindelser, vulfosalte, sjældne mineraler og fysiologisk vigtige stoffer, over druesyre og vinsyre (med den skarpt hævdede opfattelse af begrebet isomeri inden for den organiske kemis område), samt også de arbejder, der førte ham til opdagelsen af grundstofferne silicium (1823), zirkonium (1824) og tantal (1824).

Af ikke mindre betydning for videnskaben blev Berzelius' omfattende litterære virksomhed; sine talrige eksperimentelle arbejder skrev han først på svensk, dels i Afhandlingar i Fysik, Kemi och Mineralogi (sammen med Hisinger, 1806-1818), der indeholder over 200 afhandlinger af Berzelius, dels i Vetenskaps Akademiens Handlingar, derefter i datidens vigtigste videnskabelige tidsskrifter. Han skrev også 27 bind af Årsberättelser om Fremstegen i Kemien som livsvarig sekretær ved Vetenskaps Akademien (1821-1848), og som udkom i tysk bearbejdelse: Jahres-Bericht über die Fortschritte d. phys. Wissenschaften, der Chemie u. Mineralogie ved Fr. Wöhler; de indeholder redegørelse for alt, hvad der fremkom, sammen med en objektiv kritik.

Nævnes skal også Lärbok i Kemien, hvis første udgave udkom i tre bind 1808-18; anden udgave i fire bind (1825-31) blev oversat til tysk af Fr. Wöhler, mens tredje og fjerde udgave kun udkom på tysk, oversat efter Berzelius' manuskript af Wöhler, mens femte udgave (1843-48) blev udgivet på tysk af Berzelius under medvirkning af Wöhler. Også hans Föreläsninger i Djurkemien (1806-08) fortjener at blive nævnt.

I 1815 overtog Berzelius et professorat i kemi, oprettet netop til ham ved førnævnte læreanstalt, og talrige kemikere søgte til ham. Blandt hans elever kan nævnes brødrene Rose, Mitscherlich, Wöhler, Gmelin, Magnus, Mosander og andre. I 1832 opgav han sin lærergerning og blev udnævnt til professor emeritus honorarius. Karl XIV Johan adlede i 1818 Berzelius. I 1835 blev han udnævnt til friherre, og i 1858 blev der rejst en statue af ham i Stockholm.

• Berzelius, Jöns Jakob i Salmonsens Konversationsleksikon (2. udgave, 1915)

• Jacob Berzelius på gravsted.dk