Informationsteori er studiet af kvantificering, opbevaring og viderebringelse af information. Informationsteori er et emne inden for informationsvidenskab[kilde mangler]. Begrebet informationsteori blev oprindeligt introduceret af Claude E. Shannon i 1948 i afhandlingerne "A Mathematical Theory of Communication",[1] der undersøgte grænserne for håndtering af signalbehandling og datakompression.
Emnet kan imidlertid opfattes på tre væsensforskellige måder:
- En måde, hvor alle former (og mulige udfald af noget tilfældigt) opfattes som mere eller mindre komplekse mængder af information. Begrebet entropi er et nøglebegreb i denne betydning. informationsteori i denne betydning handler altså i første række om noget naturvidenskabeligt og statistisk.
- En måde, hvor information betragtes som mængder af bits, der kan opbevares, transformeres, krypteres, komprimeres/dekomprimeres, transmitteres og præsenteres elektronisk. Dette er den datalogiske betydning af informationsteori. Informationsteori i denne betydning handler således i første række om teknologi, f.eks. i form af automatisering, måling, styring og robotteknologi og har ikke nødvendigvis at gøre med den menneskelige opfattelses- eller formuleringsevne.
- En måde, hvor det interessante er de menneskelige aspekter i forholdet mellem afsender og modtager af information, samt tilgængelighed af information og dermed formidling af viden. Det er informationsteori i denne betydning, der har interesse i forbindelse med forskning og undervisning samt i forbindelse med informationssystemer og i bibliotekssammenhæng.
I den tredje betydning har begrebet speciel interesse i forbindelse med udbredelsen og udviklingen af internettet.
- Hvordan kan man finde vej i informationsjunglen?
- Hvordan kan man trænge igennem med et budskab?
- Hvordan kan man præsentere en meget stor stofmængde på en overskuelig måde?
- Hvordan udgår man redundans, altså en stor mængde overflødige gentagelser af det samme, der bare fylder op?
Informationsteori blev et populært emne i flere forskellige videnskabelige discipliner i 1950'erne, — og det i sådan en grad at Shannon i 1956 advarede mod dårlige studier.[2]
Se også
Referencer
- ↑ C. E. Shannon (1948). "A mathematical theory of communication". Bell System Technical Journal (engelsk). 27 (3): 379-423. doi:10.1002/J.1538-7305.1948.TB01338.X. ISSN 0005-8580. OCLC 6904074682. Zbl 1154.94303. Wikidata Q724029.
- ↑ Claude Shannon (marts 1956). "The Bandwagon". IRE Transactions on Information Theory (engelsk). 2 (1): 3. doi:10.1109/TIT.1956.1056774. ISSN 0096-1000. Wikidata Q110663149.