Denne side handler om nutidens ændring af jordens klimasystem. For ændringer tidligere i jordens historie, se klimaforandring.
Globale middeltemperaturer siden 1880, vist som afvigelse fra gennemsnittet for årene 1951 til 1980
Potentielle fremtidsscenarier for globale drivhusgasemissioner (december 2019). Hvis alle lande indfrier deres nuværende løfter i forhold til Paris-klimaaftalen, vil den gennemsnitlige opvarmning i 2100 overstige aftalens mål om at holde opvarmningen "et stykke under 2 °C".

Den globale opvarmning er betegnelsen for den ændring i Jordens klima, der er sket i de sidste omkring 100 år på grund af stigningen i den gennemsnitlige temperatur samt de heraf følgende konsekvenser. Der er mange videnskabelige observationer der viser, at klimaet (eller ‘’klimasystemet’’) bestående af jordens atmosfære, lithosfæren, hydrosfæren og biosfæren bliver varmere. Mange af de observerede ændringer siden 1950'erne har ikke fortilfælde i tidligere temperaturmålinger, som går tilbage til midten af 1800-tallet eller i klimaproxy-data (afledt af blandt andet årringe, sedimenter og iskerneboringer) som går tusindvis af år tilbage.

Der er stor enighed blandt forskere om, at det er «ekstremt sandsynligt» («extremely likely») at menneskeskabt påvirkning er den dominerende årsag til den observerede opvarmning siden midten af 1900-tallet. Foreløbigt vil halvdelen af den kuldioxid (fossil-CO2) som frigives ved afbrænding af fossilt brændstof og brændsel forblive i atmosfæren. Resten bliver absorberet af planter og hav. Globale klimamodeller anslår at i løbet af det 21. århundrede vil den globale overfladetemperatur stige yderligere 0,3 til 1,7 °C for det laveste udledningsscenarie og 2,6 til 4,8 °C for det højeste.

Forventede konsekvenser af global opvarmning er øgede temperaturer, havstigninger, ændring af nedbørsmønstre og ørkenspredning i de subtropiske klimabælter. Opvarmningen forventes at være større over land end over hav og størst i Arktis med reduktion af gletsjere, permafrost og havis til følge. Andre forandringer kan blive hyppigere forekommende ekstremt vejr (f.eks. hedebølger, tørke, skybrud med oversvømmelser og kraftige snefald), forsuring af havene og faldende biodiversitet. Alvorlige konsekvenser for mennesker og samfund er faldende forsyningssikkerhed af fødevarer pga. svigtende høst samt affolkning af beboede områder pga. stigende vandstand. Klimasystemet har stor «træghed», og drivhusgasser vil forblive i atmosfæren i lang tid. Derfor vil mange af disse konsekvenser ikke blot eksistere i flere årtier eller århundreder, men i flere tusinde år.

Mulige tiltag imod global opvarmning er reduktion i udledning af drivhusgasser og geoengineering. Samtidig er det muligt at bruge ressourcer på klimatilpasning til de ændrede forhold. De fleste lande i verden har tilsluttet sig klimakonventionen (UNFCCC) og Parisaftalen fra 2015, der indeholder en målsætning om at holde opvarmningen godt under 2 °C. Parterne i klimakonventionen er enige om at store fald i udledningen af drivhusgasser er nødvendigt.

Etymologi

James Hansen var tidligere forsker ved NASA indenfor klimatologi. Han er en af de mest kendte klimaforskere, blandt andet fordi han allerede i 1980'erne advarede om global opvarmning.

I 1950 pegede forskning på øgede globale temperaturer, og i 1952 rapporterede en avis om «klimaforandringer». Dette begreb dukkede op næste gang i november 1957 i avisen The Hammond Times, som beskrev Roger Revelles forskning af øget menneskeskabt CO2-udslip og dets påvirkning af drivhuseffekten: «en storskala global opvarmning med radikale klimaforandringer som følge». Begge betegnelser blev sporadisk brugt frem til 1975, da Wallace Smith Broecker udgav en videnskabelig artikel med titlen «Climatic Change: Er vi på randen af en tydelig global opvarmning». Udtrykket begyndte da at blive populært, og i 1976 sagde den sovjetiske klimaforsker Mikhail Budyko at «en global opvarmning er startet», og det blev herefter bredt kendt.[1] Andre studier, for eksempel en rapport fra MIT i 1971, refererede til menneskelig påvirkning som «utilsigtet klimamodifikation», men et indflydelsesrigt studie fra National Academy of Sciences fra 1979 ledet af Jule Charney fulgte Broecker og brugte global opvarmning for stigende overfladetemperaturer, men beskrev de bredere effekter af øget CO2 som klimaforandringer.[2]

I 1986 og november 1987 vidnede klimaforsker James Hansen fra NASA i den amerikanske kongres om global opvarmning. Der var øgede hedebølger og tørkeproblemer i sommeren 1988, og da Hansen vidnede under en høring i Senatet den 23. juni udløste han en verdensomspændende interesse for emnet.[3] Her sagde han: «Global opvarmning har nået et niveau, så vi med en høj grad af sikkerhed kan tilskrive et årsag-og-virkningsforhold mellem drivhuseffekten og den observerede opvarmning.»[4] Den offentlige opmærksomhed blev øget over sommeren, og global opvarmning blev det dominerende folkelige begreb som jævnligt bruges både i medierne og i den offentlige debat.[2]

I en artikel fra NASA i 2008 om brug af begreber definerede Erik M. Conway global opvarmning som «øgning i jordens overfladetemperatur på grund af øgede niveauer af klimagasser», mens klimaforandringer er «en langsigtet ændring af jordens klima, eller på en region af jorden.» Fordi effekter som for eksempel ændrede nedbørsmønstre og stigende havniveau sandsynligvis vil have mere indflydelse end temperaturen alene, mente han at globale klimaforandringer var et mere videnskabelig korrekt begreb, og i lighed med FN's klimapanel vil NASAs hjemmeside også understrege denne bredere sammenhæng.[2]

Observerede temperaturforandringer

Klimaforandringer før og nu

Globale temperaturer for 2015 sammenlignet med gennemsnittet for årene 1951–1980. Året 2015 var på det tidspunkt det varmeste år registreret (globalt set) ifølge NASA/NOAAs målinger, der startede i 1880. Farverne indikerer temperaturforskellene: Orange repræsenterer temperaturer som er varmere end gennemsnittet for 1951–1980, mens blå repræsenterer temperaturer der er koldere. (NASA/NOAA - 20. januar 2016).[5]
Jorden har haft en strålingsubalance siden i hvert fald 1970-erne, hvor mindre energi hvert år forlader atmosfæren end den mængde som kommer ind. Størstedelen af denne ekstra energi bliver absorberet af havet, der derfor er vist med den største cirkel.[6] Det er meget sandsynligt, at menneskelige aktiviteter har bidraget betydeligt til øgningen af varmeindholdet i havet.[7]
To årtusinders gennemsnitlige overfladetemperatur. Temperaturerne er rekonstrueret fra flere klimaindikatorer, der er fladet ud årti for årti. Faktiske temperaturmålinger er overlagt med sort streg.
Temperaturens anomali (afvigelse fra normen) i årene 1880–2020 vist efter land. Afvigelserne er i forhold til gennemsnitstemperaturen for 1951–1980. Baseret på GISTEMP-data (GISS Surface Temperature Analysis).

Global opvarmning og klimaforandringer er betegnelser som benyttes for den observerede øgning af gennemsnitstemperaturen i jordens klimasystem (og effekter relateret hertil) i tiden siden den industrielle revolution (cirka 1880).[8][9][10] Der er flere videnskabelige holdepunkter for at klimasystemet er under opvarmning.[11][12][13] Klimasystem betegner det meget komplekse system bestående af jordens atmosfære, lithosfæren, hydrosfæren, og biosfæren, og samspillet mellem disse. Dette system har sin egne indre dynamik i tillæg til at det påvirkes af ydre faktorer som solindstråling og atmosfærens sammensætning af gasser.[14]

Øgningen af den atmosfæriske temperatur nær jordoverfladen er et tegn på global opvarmning og er meget omtalt i massemedierne. Dog er det meste af den ekstra energi som er tilført klimasystemet siden 1970 gået til at opvarme verdenshavene. Resten er gået til at optø is og opvarme kontinenterne og atmosfæren.[15][a] Mange af de observerede ændringer siden 1950-erne er enestående i løbet af de sidste tusindvis til titusindvis af år.[16]

Den gennemsnitlige globale overfladetemperatur (for land og hav) viser en opvarmning på 0,85 °C i perioden 1880–2012, baseret på flere uafhængigt producerede datasæt.[17] Jordens gennemsnitlige overfladetemperatur steg med 0,74 ±0,18 °C i perioden 1906–2005. Opvarmningen er næsten dobbelt så hurtig i sidste halvdel af perioden (0,13 ±0,03 °C per årti, versus 0,07 ±0,02 °C per årti).[18]

Klimaproxyer (indirekte klimaindikatorer) viser, at temperaturen har været relativt stabil i en periode på et til to tusind år indtil cirka 1850, med regionale svingninger som den middelalderlige varmeperiode og den lille istid. Opvarmningen siden 1980 er uden fortilfælde.[19]

Den opvarmning som er tydelig i måleserierne for temperatur, er forenelig med et bredt spektrum af observationer, som også er dokumenteret af mange uafhængige forskningsgrupper.[20] Eksempler er havniveaustigning,[21] omfattende smeltning af sne og is på land,[22] øget varmeindhold i havene,[20] øget luftfugtighed,[20] og tidligere forår,[23] som ses ved blomstring tidligere på året.[24] Sandsynligheden for, at disse ændringer kunne have forekommet ved en tilfældighed er nærmest lig nul.[20]

Tendenser

Temperaturændringer som følge af global opvarmning varierer over hele kloden. Siden 1979 er landtemperaturerne steget cirka dobbelt så hurtigt som temperaturerne målt i havet (0,25 °C per årti mod 0,13 °C per årti).[25] Havtemperaturer stiger langsommere end landtemperaturer på grund af større effektiv varmekapacitet i havene og fordi havet afgiver varme ved fordampning.[26] Siden begyndelsen af industrialiseringen er temperaturforskellen mellem jordens to halvkugler (nordlige og sydlige halvkugle) steget på grund af smeltning af havis og sne i nord.[27] Gennemsnitlige temperaturer i Arktis er steget næsten dobbelt så hurtigt som i resten af verden de sidste 100 år; arktiske temperaturer er imidlertid også meget varierende.[28] Selv om flere drivhusgasser udledes på den nordlige halvkugle end på den sydlige halvkugle, bidrager dette ikke til forskellen i opvarmning, fordi de dominerende drivhusgasser har en levetid som er lang nok til at de spredes i atmosfæren over hele kloden.[29]

Verdenshavenes termiske træghed og langsomme reaktioner fra andre indirekte effekter gør, at klimaet kan bruge århundreder eller mere på at tilpasse sig ændringer i strålingspåvirkning. Et studie konkluderede at hvis drivhusgasser blev stabiliseret på år 2000-niveau, ville overfladetemperaturerne fortsætte med at stige med en halv grad celsius,[30] mens et andet studie viste at hvis drivhusgasserne blev stabiliseret på år 2005-niveau, kan overfladeopvarmningen komme til at overstige en hel grad celsius. Noget af denne overfladeopvarmning vil blive drevet af tidligere naturlige kræfter som fortsat bevæger sig mod ligevægt i klimasystemet. Et studie der brugte en meget forenklet klimamodel viste at disse akkumulerede drivhusgasser fra fortiden kan udgøre helt op til 64 % af bidragene til overfladeopvarmningen i 2050. Derefter vil deres påvirkning svækkes med tiden i forhold til det menneskelige bidrag.[31]

Global temperatur er genstand for kortsigtede svingninger som kan dække over langsigtede tendenser og midlertidigt skjule dem. Den relative stabilitet i overfladetemperatur i årene 2002–2009, som er blevet kaldt en pause i global opvarmning i medierne og af enkelte forskere,[32] passer med forventningerne af en sådan naturligt køligere periode.[33][34] Opdateringer i 2015 som tog hensyn til forskellige metoder for temperaturmålinger af havoverfladen, viste en positiv (stigende) udvikling fra år 2000-2015.[35][36]

De varmeste år

Nationalt Center for Klimaforskning (NCKF) udsendte i oktober 2025 rapporten Klimastatus 2025, der samlede centrale data og indsigt i klimaets udvikling og fremtid – såvel globalt som Danmark. Rapporten viste, at den globale opvarmning accelererede og i 2025 foregik dobbelt så hurtigt som i 1900-tallet. Opvarmningen pr. årti var således steget fra 0,15 grader pr. årti i de seneste 80 år til 0,29 grader pr. årti i de seneste 20 år. 2024 var ifølge FN det varmeste år hidtil observeret. I dette år var den gennemsnitlige globale temperatur 1,55 grader over niveauet 1850-1900.[37][38]

Tidligere var 16 af de 17 varmeste år som var målt til og med 2016, senere end år 2000, det vil sige at alle 16 år fra 2001 til 2016 på det pågældende tidspunkt var i top 17.[39]

Mens rekordårene får betydelig interesse i medierne, er enkeltår mindre vigtige end den generelle tendens. Nogle klimaforskere har kritiseret den opmærksomhed som medier giver til «varmeste år-statistikker». F.eks. kan den sydlige oscillation af El Niño føre til at temperaturerne for et givent år bliver særligt høje eller lave af grunde som ikke er relateret til den generelle udvikling og klimaforandringer. Klimaforskeren Gavin Schmidt har udtalt at «de langsigtede tendenser eller den forventede sekvens af målinger er langt vigtigere end om et enkelt år er en rekord eller ej».[40]

Ydre årsager til de øgede temperaturer

Drivhuseffekten vist skematisk med energioverførsler mellem rummet, atmosfæren og jordens overflade. Talværdier er angivet i watt pr. kvadratmeter (W/m2).
Denne graf, kendt som Keeling-kurven, dokumenterer stigningen i koncentrationen af atmosfærisk kuldioxid 1958-2018. Månedlige CO2-målinger viser sæsonudsvingningerne i en opadgående trend: Hvert års ses den maksimale værdi på den nordlige halvkugle sent på foråret og aftager i løbet af vækstsæsonen, hvor planter optager noget af det atmosfæriske CO2.

Interne og eksterne påvirkninger af klimasystemet

Klimasystemet kan af sig selv være årsag til globale temperaturændringer igennem flere år eller årtier (El Niño), men vedvarende ændringer i globale temperaturer kræver ydre påvirkninger.[41][42][43] Sådanne påvirkninger kan være ydre i forhold til klimasystemet, men ikke nødvendigvis i forhold til Jorden.[44] Sådanne påvirkninger kan være naturlige og skyldes f.eks. ændringer i mængden af solindstråling, eller vulkanudbrud. De sidste 100-150 år har menneskelig aktivitet skabt nye typer påvirkninger. For eksempel fører øgede mængder drivhusgasser i atmosfæren til opvarmning, imens småpartikler, såsom aerosoler reflekterer sollyset og fører til nedkøling.[45]

Den videnskabelige forståelse af den globale opvarmning øges løbende.[46] FN's klimapanel (IPCC) fastslog i sin femte hovedrapport fra 2014, at der er stor enighed blandt forskere om at det er «ekstremt sandsynligt» («extremely likely»)[47] at menneskeskabte ydre påvirkninger er den dominerende årsag til den observerede opvarmning siden midten af 1900-tallet.[48][49] Ændringer i solenergi og naturlig intern variation kan kun bidrage marginalt til at forklare de observerede ændringer i klimaet i løbet af det sidste århundrede, og der er ikke noget overbevisende bevis for at naturlige cyklusser i observationsdataene kan forklare de observerede ændringer i klimaet.[50]

Havene og jordens skove og anden vegetation optager omkring halvdelen af den kuldioxid som frigøres. Resten bliver i atmosfæren og bidrager til forstærket drivhuseffekt og klimaforandringer. Denne 50/50-fordeling har holdt sig de sidste 50–100 år, men det er usikkert i hvor høj grad have og skove kan fortsætte med at optage kuldioxid fra det stadig øgede forbrug af fossilt brændsel, samtidig med at skovarealet mindskes.[51]

Klimagasser

Drivhuseffekten er et resultat af at gasser i en planets atmosfære tillader mere solstråling (og dermed varme) at komme ind end der stråles ud. Restenergien optages af planetens overflade (land og hav) og af atmosfærens lavere lag, som derved bliver varmere. Det var den franske fysiker Joseph Fourier som i 1820-erne lancerede teorien om, at atmosfæren kan virke isolerende, og han omtales ofte som «drivhuseffektens far».[52][53] Teorien blev videreudviklet af ireren John Tyndall, som i 1860–1861 påviste at vanddamp er det vi i dag kalder en drivhusgas.[54]

Drivhuseffekten blev første gang undersøgt kvantitativt af den svenske fysiker og kemiker Svante Arrhenius i 1896, som også påviste kuldioxids (CO2's) betydning.[55] Fra 1930-erne og derefter blev nye modeller udviklet, blandt andet af Guy Stewart Callendar, som påviste betydningen af menneskets virksomhed.[56][57] Charles David Keeling begyndte i slutningen af 1950-erne med systematiske målinger af CO2 i atmosfæren, blandt andet på toppen af Mauna Loa på Hawaii.[58]

På jorden forårsager de naturligt forekommende mængder af drivhusgasser, at lufttemperaturen nær overfladen bliver 33 °C varmere end den ellers ville have været.[59][b] Uden jordens atmosfære ville dens gennemsnitstemperatur være godt under frysepunktet ved havet.[60] De vigtigste drivhusgasser er vanddamp, som giver cirka 36–70 % af drivhuseffekten; kuldioxid (CO2) bidrager til 9–26 %; metan (CH4) giver 4–9 %; og ozon (O3) giver 3–7 %.[61][62][63] Skyer påvirker også strålingsbalancen, fordi de giver et drivhuslignende bidrag.

Menneskelig aktivitet har siden den industrielle revolution øget mængden af drivhusgasser i atmosfæren, noget som fører til øget strålingspåvirkning fra CO2, metan, ozon i troposfæren, CFC-gasser og lattergas. Ifølge et studie publiceret i 2007 er koncentrationen af CO2 og metan steget med henholdsvis 36 % og 148 % siden 1750.[64] Disse niveauer er højere end på noget andet tidspunkt i de sidste 800.000 år, som er den periode der er dækket af pålidelige data fra iskerneprøver.[65][66][67][68] Mindre direkte geologiske vidnesbyrd tyder på, at der har været CO2-niveauer højere end dette for cirka 20 millioner år siden.[69] Ifølge en IPCC-rapport fra 2001 stod energiproduktionen ved hjælp af fossilt brændsel bag cirka tre fjerdedele af stigningen i fossil-CO2 fra menneskelig aktivitet i løbet af de foregående 20 år. Resten af denne stigning skyldtes hovedsagelig ændringer i arealbrug, specielt afskovning.[70] En anden betydelig kilde til menneskeskabt CO2 som ikke er relateret til energiforbrug, er udledningerne fra kalkbrænding til cement, en kemisk proces som frigør CO2.[71] Estimater for globale CO2-udledninger i 2011 fra forbrænding af fossilt brændsel, herunder cementproduktion og gasbrænding, var 34,8 milliarder ton (9,5 ± 0,5 milliarder ton carbon), en stigning på 54 % fra udledningerne i 1990. Kul udgjorde 43 % af de totale udledninger, olie 34 %, gas 18 %, cement 4,9 % og gasbrænding 0,7 %.[72]

Atmosfærisk CO2-koncentration fra 12.000 år siden til nær nutid fundet ved iskernemålinger og direkte målinger.

I maj 2013 blev det rapporteret at aflæsninger for CO2 taget på verdens primære referencested i Mauna Loa-observatoriet havde nået 400 ppm. Ifølge professor Brian Hoskins er dette sandsynligvis første gang CO2-niveauet har været så højt i cirka 4,5 millioner år.[73][74] Månedlige globale CO2-koncentrationer oversteg 400 ppm i marts 2015, sandsynligvis for første gang i flere millioner år.[75] Den 12. november 2015 rapporterede NASA-forskere at menneskeskabt kuldioxid fortsætter med at nå over niveauer som ikke har været oversteget i hundredetusinder af år: I dag bliver omtrent halvdelen af alt kuldioxid frigjort fra forbrænding af fossilt brændsel ikke optaget af vegetation og hav, og dermed forbliver det i atmosfæren.[51]

I løbet af de tre sidste årtier af 1900-tallet var bruttonationalproduktet per indbygger og befolkningsvæksten de vigtigste markører til at forudsige stigende udledninger af drivhusgasser.[76] fossil-CO2-udledningerne fortsætter med at stige på grund af forbrænding af fossilt brændsel og ændringer af arealbrug.[77][78] Ændring i arealbrug gælder blandt andet tørvemoser, som på trods af at de kun dækker 3 % af jordens landmasser indeholder 30 % af alt karbon som er lagret i jord og planter, dobbelt så meget som alle verdens skove som dækker 31 % af kontinenterne.[79][80] Udledningerne kan tilskrives forskellige regioner. Beregning af udledninger som følge af ændringer i arealbrug er behæftet med betydelig usikkerhed.[81][82]:289

Scenarier for udledninger, det vil sige estimater for ændringer i fremtidige udledninger af drivhusgasser, er blevet udarbejdet, men er afhængig af usikre økonomiske, sociologiske, teknologiske, og naturlige udviklinger.[83] I de fleste scenarier fortsætter udledningerne med at stige i løbet af dette århundrede, og i andre bliver udledningerne reduceret.[84][85] Fossile energireserver er i overflod, så adgang til disse vil ikke begrænse kulstofemissionerne i det 21. århundrede.[86] Udledningsscenarier kombineret med modellering af kulstofkredsløbet er blevet brugt til at udarbejde estimater for hvordan atmosfæriske koncentrationer af drivhusgasser kan ændre sig i fremtiden. Anvendes de seks «markør»-scenarier fra IPCC Special Report on Emissions Scenarios, antyder modellerne at inden år 2100 vil den atmosfæriske koncentration af CO2 være mellem 541 og 970 ppm.[87] Dette er 90-250 % over koncentrationen i år 1750.

Massemedier og offentligheden er ofte forvirrede over forskellen mellem den globale opvarmning på den ene side og skader på ozonlaget på den anden. Det sidste henviser til nedbrydning af ozon i stratosfæren forårsaget af CFC-gas.[88][89] Selv om der er nogen sammenhæng mellem nedbrydning af ozonlaget og global opvarmning, er forholdet mellem de to mekanismer ikke stærkt. Reduceret stratosfærisk ozon har haft en svag afkølende effekt på jordens overfladetemperaturer, mens øget troposfærisk ozon har haft en noget større opvarmende effekt.[90]