Folketyskere (Volksdeutsche) betegner, særlig historisk, alle etniske tyske minoriteter som bor udenfor de tyskbefolkede stater Tyskland, Østrig, Luxembourg, Schweiz og Liechtenstein. [1] Begrebet kom i brug i 1800-tallet som en modsætning til rigstyskere (Reichsdeutsche), tyskere som boede i nationalstaten Tyskland. Begrebet blev senere brugt om tyske minoriteter som efter 1. verdenskrig havnede i andre stater end de tyskbefolkede stater, for eksempel folk fra Alsace og Lorraine i Frankrig, de tyske minoriteter i Eupen i Belgien, tyskerne i Posen og Vestpreussen i Polen, men også de tyske minoriteteri Østrig-Ungarns efterfølgerstater, særlig i Jugoslavien, Ungarn, Rumænien, Tjekkoslovakiet (sudetertyskere) og Sydtyrol i Italien. Folketyskerne var en vigtig minoritet, og udgjorde i mellemkrigstiden omkring ti millioner mennesker. Det største antal levede i det østlige og sydøstlige Europa, og de udgjorde en vigtig minoritet langt inde i Rusland.
Efter udbruddet af 1. verdenskrig registrede 2,7 millioner polske statsborgere sig som folketyskere i de områder som kom under tysk administration.
Hitler og Himmler ønskede at omplacere folketyskere fra Lothringen til Galicien, noget de ikke selv ønskede. Folketyskere fra landsbyer omkring Athen, efterkommere efter folk fra Bayern som havde fulgt med kong Otto 1. af Grækenland et århundrede tidligere, blev placeret i en lejr ved Passau, selv om de helst ville blive i Grækenland.[2] De eneste steder der SS fik gennemført sine planer om tysk kolonisering, var i Zamosc i Polen, hvor over ti tusinder polakker blev forsøgt deporteret for at give plads til 25.000 folketyske kolonister hentet udefra. I distriktet boede der i forvejen 26.000 ukrainere og 170.000 polakker, og tidlig i 1944 bad de lokale myndigheder Himmler om at sørge for at evakuere folketyskerne, da den polske modstandsbevægelse jævnlig angreb kolonisternes gårde og landsbyer. Men Hitler og Himmler forsinkede evakueringen så længe de kunne, ud fra Hitlers langsigtige plan om at bosætte «hundrede millioner tyskere i østområderne». Han ønskede at forvandle tyskere og folketyskere til en nation af bønder, uden tanke for at de fleste var urbaniserede, og slet ikke havde planer om en fremtid som landmand.[3] I 1942 blev det vedtaget at fordele tøj og ejendele stjålet fra Auschwitz-fanger som julegaver til folketyske nybyggere i Ukraine. Senere udvidede man dette program til at gælde også andre folketyske kolonister.[4]
Da Waffen-SS sendte paramilitære tropper i faldskærm over Transsylvanien i slutningen af 1944, reagerede sovjet-myndighederne hurtigt. Den 7. januar 1945 blev omkring 100.000 folketyskere sendt på tvangsarbejde i Sovjetunionen.[5]
De folketyske bosætningsområder er i dag for en stor del historie, da de efter krigen ble udsat for etnisk udrensning gennem deportering eller udvandring, eller blev fordrevet efter krigen. Af dem som blev tilbage, valgte de fleste at udvandre (såkaldte Spätaussiedler). Deres efterkommere lever overvejende i det nuværende Tyskland og Østrig.
Begrebet folketyskere må ikke forveksles med udnlandstyskere (Auslandsdeutsche), som er betegnelsen på borgere i nationalstaten Tyskland som bor i udlandet.
Referencer
- ↑ Johann Böhm: Die deutschen Volksgruppen im unabhängigen Staat Kroatien und im serbischen Banat: ihr Verhältnis zum Dritten Reich 1941–1944. Peter Lang, 2012, ISBN 3-631-63323-8, S. 19.
- ↑ Mazower, Mark (1999): Dark Continent, s. 166-167
- ↑ Mazower, Mark (1999): Dark Continent, s. 181
- ↑ Mazower, Mark (1999): Dark Continent, s. 183
- ↑ Mazower, Mark (1999): Dark Continent, s. 239