CS Knowledge Base

Biskop eller bisp (af græsk episkopos, ‘tilsynsmand’) er overhovedet for et stift eller bispedømme, et kirkeligt geografisk område, og fungerer samtidig som den ledende præst ved stiftets domkirke. I den romersk-katolske og den ortodokse kirke anses bispeembedet for at være indstiftet af Jesus, og biskopperne betragtes som apostlenes efterfølgere i kraft af den apostolske succession. Biskoppen af Rom er paven, og biskopperne af Rom, Antiochia, Alexandria og Jerusalem samt, efter 381, Konstantinopel tillagdes værdighed som patriarker. Forsamlingen af alle katolske biskopper kaldes et økumenisk kirkemøde.^[1] Som territorialfyrste betegnes en biskop en fyrstbiskop, og nogle biskopper bærer en mitra.

I forbindelse med reformationen og opgøret med paven blev de katolske biskopper i de protestantiske områder afløst af superintendenter, der havde delvis andre beføjelser, men betegnelsen biskop blev hurtigt genindført. I Danmark lod kejser Otto den Store i 948 Jylland opdele i tre stifter, men dette fik ingen praktisk betydning. Først under Svend Estridsen blev der omkring 1060 oprettet otte danske stifter, som i de følgende århundreder blev fastholdt, nemlig Slesvig, Ribe, Viborg, Århus, Vendsyssel, Odense, Roskilde og Lund. Lund blev i 1103 sæde for Nordens ærkebiskop, men i 1152 fik Norge og i 1164 Sverige egne ærkebisper med sæde i henholdsvis Trondheim (Nidaros) og Uppsala. Ved reformationen i Danmark i 1536 søgte man at afskaffe bispetitlen og indførte i stedet betegnelsen superintendent, men også her kom bispetitlen snart i brug igen. Siden 1961 har Danmark været inddelt i ti stifter.^[1]